onsdag den 14. august 2013

Klar parat skriv!

Rødvin og hindbær :)
Nu er jeg klar til at gå grækenlands-rejseanmeldelser-amok! Stearinlysne er tændt, Stan Getz er ON og jeg kan ikke være mere i stemning end nu!

 

På ø-hop i det græske.

Denne sommer tilbragte jeg 2 uger i det græske ø-hav. Min kæreste og jeg havde planlagt at tage forbi øerne: Milos, Paros og Sifnos, planerne ændrede sig på vejen og vi tog til Naxos i stedet for Sifnos.

Jeg vil på denne blog skrive rejseanmeldelser om hver ø vi sejlede til, og uploade billeder derfra. Jeg har ikke haft meget tid til at skrive om øerne siden hjemkomst grundet arbejde og oprydning i lejligheden og boligindretning, tid til venner og familie og så går tiden stærkt.
Allerede på lørdag smutter vi afsted til Montenegro, som jeg også vil fortælle om her på bloggen. Der er meget godt i vente, og jeg håber I kan bruge mine rejseanmeldelser til inspiration og glæde :)
Udsigt fra Milos. Taget fra scooteren.

tirsdag den 16. juli 2013

Store rejsedag!

I dag rejser vi til Grækenland, jeg glæder mig som et lille barn, men er også utrolig spændt på flyveturen. Vi flyver fra kastrup-munich og fra munich-athen, lidt besværligt, men det gjorde rejsen billigere :). 

På pakkelisten er blandt andet masser af kjoler, sandaler, solcreme, shorts, t-shirts, 3 forskellige bikinier, bøger, heriblandt "den store Gatsby" af F. Scott Fitzgerald og "Klokken fra Makedonien" af Knud H. Thomsen og bogen jeg købte på den græske ø 'Sifnos' om de græske guder. Så er jeg godt dækket ind og jeg glæder mig til at dase og bade og nyde græsk mad og læse en masse gode bøger. 

Vi er væk i 13 dage og jeg vil prøve at være uden net og telefon i alle dagene, nu må vi se om jeg kan. Jeg har tænkt mig at smide en masse billeder og gode historier samt anbefalinger op fra de græske øer. 

Jeg tænker at I kan på denne blog dermed kan fonde lidt inspiration til jeres rejse. Det er andet gang at jeg er der, og jeg glæder mig til at udforske nye og spændende øer. 
Det bliver en fest! Og er man bare en lille smule til historien om Disneys Herkules, den rigtige Herakles og de gamle græske guder, så er Grækenland stedet for dig :) A dieu! 

mandag den 8. juli 2013

Tid til bikini og Grækenland

Der er en 9 dage til vi drager mod blåt hav og glade dage i det græske øhav. Jeg er som altid sent ude med at træne op til en bikini form, derfor vil jeg i denne uge prøve suppekuren. Jeg ved udemærket godt at slankekurer er kortvarigt vægttab, men som kickstart er det måske ikke så tosset? 
Jeg er på den såkaldte forbrændingssuppekur, en suppe der består af 50% hvidkål og bønner og chili. 
Den skulle udrense kroppen og sætte forbrændingen i vejrs. Heldigvis må man gerne spise frugt og grønt ved siden af :)
Og vigtigst af alt, man må drikke kaffe! Jeg ville ikke holde en dag på job uden kaffe. 
Jeg er stadig på 1. Dagen og det går fint. Jeg er bare aldrig rigtig mæt, men måske jeg vænner mig til det? 
Nu må vi se hvordan det går i morgen :) 

tirsdag den 25. juni 2013

Opskrift: Forbrændende chili-nudelsuppe

Jeg lovede jo i går, at jeg ville lægge en opskrift op på bloggen til jer, der har lyst til at smage denne fantastiske og ret stærke nuddelret.

Ingredienser (2 pers.):
  • 1 spsk olivenolie.
  • 1 fed hvidløg hakket i småstykker.
  • 1 spsk karry.
  • 2 spsk rød karrypasta.
  • 1 løg skåret i halvstore stykker.
  • 1 hel porre, skåret i ringe.
  • 250 gr kyllingebryster skåret i lange halvtynde skiver.
  • 1 rød peberfrugt.
  • ½ squash skåret i tynde skiver.
  • 1 helt broccoli skåret i halvstore stykker.
  • 1 dåse kokosmælk fortyndet med 2dl vand.
  • 2 store håndfulde ægnudler
  • Salt og peber efter smag.
Udstyr:
  • Pande eller Wokgryde (jeg foretrækker wok'en)
  • Gryde til kogning af nudler.
Procedure:
Start med at svitse løg, hvidløg, karry, porrer i olivenolien og tilsæt kyllingestykkerne når løgene er bløde.
  • Tip: Det er vigtigt at røre godt rundt her, da det nemt brænder på.
Når kyllingestykkerne har den rigtige farve dvs gylden/beige/blege (næsten alt andet end lyserød), tilsættes karrypastaen. Rør lidt rundt.
  • Tip: Husk at tænde for udsugningen, da karrypasta har en stærk røg, som kan mærkes i halsen, næsen og øjnene.
  • Tip: Sæt nudlerne til at koge på dette tidspunkt (der står næsten altid en vejledning på nudelposen, ellers dækker du bare nudlerne i gryden med vand og tilsætter 1 tsk salt. Når nudlerne koger og er blevet bløde, hældes vandet fra og de er færdige.)
Tilsæt herefter alle de resterende grøntsager, når det hele koger tilsættes kokosmælken, rør rundt og lad det koge til det får en lidt tykkere konsistens.
Når det har fået den rigtige konsistens (hvilket er smag og behag), tilsættes nudlerne.
Bland nudlerne rundt i wokretten, og server med lidt soya og frisk ingefær.
  • Tip: En kold øl er lige i skabet til denne ret (trods det at det ikke er så sundt, men what the heck). Bliver retten for stærk er et glas mælk lindrende.
    Øllen med smag som en sød hvidvin. Den har en særegen smag, men passer ret godt til en stærk wokret. Øllens sødme opvejer det stærke med det søde og det passer godt sammen med det salte i soyasovsen. Det er ikke en øl man bare drikker som en pilsner, smagen er speciel og noget man lige skal vænne sig til.
  • Tip: Man kan sagtens tilsætte andre grøntsager og andet kød til denne ret, og andre slags nudler, det er smag og behag. Prøv dig frem :)
Jeg vil ikke selv tage æren for denne ret, da det var min kæreste der lavede den. Det smagte virkelig godt, og derfor skal I ikke gå glip af en så lækker og nem ret. Pøj pøj og velbekomme.



Home Sweet Home


Det bedste ved at komme hjem

er at møde denne skønhed, hvis navn er Medusa. 
Min fine killing er ved at blive stor, men hun er stadig morsyg :)

På job

Sidder og drømmer tiden og tankerne væk fra det grå Danmark og hen på de græske sandstrande. Nu er der "kun" 3 uger til eventyret begynder. Jeg kan ikke vente!